Vestjyllands Højskole endnu engang med i et europæisk samarbejde omkring økologisk og bæredygtig livsstil. Denne gang er det børn og unge og deres spisevaner, som er målgruppen. EU har støttet projektet med 12.000 Euro.
Formålet er at sprede kendskabet til, hvad maden gør ved kroppen, og hvilke sunde energier, der frigives ved en sund og grøn kost. FN’s program ”Uddannelse for Bæredygtig Udvikling” udviklet af UNESCO har proklameret at temaet for år 2012 er “Food”. Projektet “European Food Kids”, er støttet af EU midler og vil udføre FN´s politik i praksis.
Ved at involvere skoler og institutioner i området, og gennem workshops, materiale og opsøgende arbejde vil højskolen oplyse om vigtigheden af, at børn og unge fra en tidlig alder bliver bevidste om økologisk og sund kost. Også politisk vil projektet tage fat. Mange steder er klare politiske handlinger stadig en mangelvare, med projektet vil vi gøre opmærksom på, at det er en nødvendighed.
Projektet er et samarbejde med aktører i Holland, Tyskland, Polen, Tjekkiet og Danmark, præsenteret ved Vestjyllands Højskole. At det lige præcis er Vestjyllands Højskole, der repræsenterer Danmark er ikke tilfældigt. Skolen har tidligere deltaget i et EU-projekt omkring økologiske æbler, og er langt fremme på det bæredygtige og økologiske område. Dertil kommer selvfølgelig den direkte kontakt til målgruppen – skolens elever. I løbet af deres ophold her på 3, 5, eller 8 måneder bliver de påvirket både direkte og indirekte. Vi spiser økologisk mad med masser af grønt hver dag, vores energi kommer fra vores egen co2 neutrale energikilde, og vi passer på naturen omkring os. Vores økologiske hovedfag præsenterer løbende deres tanker og projekter og nok vigtigst af alt, så prøver de jo på egen krop, hvad det vil sige at leve økologisk og sundt.
Projektet forløber over 2 år med start i efteråret. Birtha Toft er tovholder fra højskolen og vil sammen med økolærer og elever deltage i projektet.