Det første som springer i øjnene er en spændende pilehytte som børnene elsker at lege i. En anden iøjnefaldende ting er et klokkespil med 8 klokker. Her forsøges mange melodier gengivet. Ved klokkespillet bliver man opfordret til en tur på motions-og oplevelsesstien, hvor der findes tilsvarende klokker begyndende med den dybe tone, klokke nr. 1. Stien ender ved klokke nr. 8, den høje tone. God tur!
Som et alternativ til et klatrestativ, har vi formet et (4 x 5) m. ansigt i jord som vi kalder ”Moder jord”. Andre legeredskaber er et tog i træ, hvorpå de mindste børn elsker at sidde. Desuden er der spændende balanceredskaber.
På den lille sti, bevægelse- og balancebanen, kan børnene udfolde sig på diverse simple legeredskaber.
Til de mindre børn har vi en stor sandkasse med siddeplads til forældrene. På siddepladsen er der et spændende bord- og bænkesæt. Ved siden af er der plantet hindbær som bunddække. Dette bed er til stor glæde for børnene. Endvidere kan man gå på opdagelse i skoven, smage på de lækre bær og plukke blomsterbuketter.
Der er også mulighed for at eksperimentere med naturmaterialer som hentes i skoven f. eks. til skulpturer. Naturlegepladsen besøges jævnligt af skoler og børneinstitutioner, dagplejemødre med børn og forældre med børn.